Udbydere og organisationer vil have Teleforlig opdateret

En lang række organisationer og teleudbydere ønsker, at erhvervs- og vækstminister ser på Teleforliget fra 1999, som i deres øjne er forældet.

I starten af oktober meldte oppositionen, at de mente, man burde se på det efterhånden gamle teleforlig, så man bedre lever op til vilkårene på markedet. Ikke overraskende får det opbakning i et fælles åbent brev til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen fra teleudbydere og en lang række organisationer.

– Tiden er løbet fra forliget fra 1999 – teknologisk, samfundsmæssigt og markedsmæssigt. Det gør det utidssvarende og utilstrækkeligt overfor kommende digitale udfordringer, står der blandt andet i brevet.

Afsenderne (der vel at mærke ikke inkluderer TDC) mener ikke, at den førte politik på teleområdet stemmer overens med teleforliget. Her henviser man formentlig blandt andet til de bredbåndsmål, som regeringen fremsatte tidligere på året.

– Et enkelt, men meget rammende, eksempel på det gamle forligs verdenssyn er blandt andet, at kommunerne ikke er nævnt med ét eneste ord i forliget. Thomas Woldiderich, chefkonsulent hos Dansk Energi

Kommuner skal i spil

Dansk Energi, der er en af afsenderne på brevet, mener der skal et bedre politisk fundament til, hvis Danmark skal have en digital infrastruktur i verdensklasse.

– Et enkelt, men meget rammende, eksempel på det gamle forligs verdenssyn er blandt andet, at kommunerne ikke er nævnt med ét eneste ord i forliget. I dag er der bred enighed om, at kommunerne spiller en helt central rolle for bredbåndsudviklingen. Blandt andet fordi de direkte efterspørger og erkender behovet for højhastighedsforbindelser, konstaterer Thomas Woldiderich, der er chefkonsulent hos Dansk Energi i en pressemeddelelse.

I bredbåndsudspillet fra regeringen tidligere på året var der således blandt andet fokus på, at kommunerne skal kunne spille en rolle i forbindelse med bredbåndsudrulning. Det kan eksempelvis være via offentlige udbud og ved at ændre på synet på udlejning af grunde til master.

Men Teleforliget stemmer altså ikke overens med disse mål, og afsenderne mener, der skal laves om på teleforliget.

– Vi opfordrer derfor til, at regeringen inviterer Folketingets partier til forhandlinger om et nyt teleforlig, som kan udstikke klare målsætninger og definere ansvar, roller og tiltag, som skal sikre regeringens mål om, at Danmark får skabt en digital infrastruktur i verdensklasse til gavn for vækst, velfærd, velstand og beskæftigelse, slutter afsenderne i brevet.

Fakta

Brevet er afsendt af:

Dansk IT, Dansk Energi, Forbrugerrådet, Landbrug & Fødevarer, Håndværksrådet, Landdistrikternes Fællesråd og Foreningen af Kommunale IT-chefer
Telenor, Telia, GlobalConnect og Concepy
EnergiMidt, SE, Waoo!, Altibox, SEAS-NVE, Energi Fyn, Bredbånd Nord, Verdo Tele, Galten Elværk, HEF Fibernet, Ikast Værkerne Fibernet, NRGi Fibernet, Sydfyns Intranet, Tre-For Bredbånd og Østjysk Energi

Læs det åbne brev

Læs vores artikel om oppositionens ønske om at se på Teleforliget

Læs vores artikel om bredbåndsudspillet fra regeringen i Marts

Sammenlign priser fra 20 internetudbydere

Gå til prissammenligning