Stol ikke blindt på kundeservice

Det er altid en god idé at have en god og venlig dialog med kundeservice.

Som regel får man med en positiv indgangsvinkel den bedste hjælp, uanset om du skal tegne abonnement eller har brug for hjælp til at løse en utilfredshed hos udbyderen.

Men du bør ikke stole blindt på udbydernes kundeservice eller deres sælgere.

Vi støder jævnligt på brugere, der har oplevet forkerte oplysninger, når de har kontaktet eller er blevet kontaktet af udbyderen. Det kan skyldes, at kundeservice ikke er direkte tilknyttet udbyderen, eller at der jævnligt er udskiftning i medarbejderstaben eller produkt.

Som regel gør kundeservice og sælgere, hvad de kan for at matche dig med det rigtige produkt, men vi hører også indimellem om sælgere, der er lige vel kreative i deres forsøg på salg.

Her kommer et par eksempler fra besøgende, der har oplevet forkerte oplysninger. Vi har valgt ikke at nævne udbyderne, men der er tale om tre forskellige selskaber.

Vores kunder har selvfølgelig bedre adgang til masterne

En kvinde ringede for et par uger siden til os og fortalte, at hun var blevet kontaktet af en sælger fra en af udbyderne med eget netværk. Hun mente, hun ville kunne få et bedre matchende produkt ved en af de mindre udbydere på netværket.

Hun blev mere interesseret, da sælgeren kunne fortælle hende, at hun ville være prioriteret højere på netværket hos udbyderen

Men hun blev mere interesseret, da sælgeren kunne fortælle hende, at hun ville være prioriteret højere på netværket hos udbyderen, der ejede netværket. Hun gjorde meget ud af, at det kun var relevant for hende med adgangen til tale, og derfor er adgangen til 4G naturligvis ligegyldig, og sælgerens oplysning var derfor forkert, da netværksudbyderne ikke prioriterer egne kunder højere, og 4G slet ikke kan anvendes til tale.

Heldigvis stolede hun ikke blindt på sælgeren, og fandt via vores side frem til, at det måtte være forkerte oplysninger. Hun kontaktede os for at være sikker på, hvad hun kunne tro, og hun kom derfor frem til, at hun godt kunne tegne ved den mindre udbyder med det bedste produkt til prisen.

Vi har i øvrigt siden været i kontakt med udbyderen, der har bekræftet, at der ikke er forskelsbehandling af kunderne.

Mobilt wifi? Nej det har vi ikke

Vi oplever en større interesse for mobilt wifi, der efterhånden har været på markedet i flere år. Vi skal dog ikke langt tilbage, før det endnu ikke var specielt udbredt, og kun en lille håndfuld udbydere, tilbød det.

Efter dialog om dækning var vi på et tidspunkt i kontakt med en forbruger, hvor kun én udbyder både havde optimal dækning på adressen og tilbød mobilt wifi. Da forbrugeren ringede til kundeservice, måtte han dog beklage og sige, at det produkt havde de ikke.

Det fremgik dog tydeligt af hjemmesiden, og det lykkedes da også forbrugeren at få et abonnement med udstyret. I øvrigt havde de haft udstyret på hjemmesiden i flere måneder på det tidspunkt.

Nej, du kan ikke få USB-modem uden CPR-nummer/dansk adresse

Et problem vi faktisk meget ofte støder på, er udlandsdanskere, der eksempelvis har sommerhus i Danmark og gerne vil have adgang til nettet. Problemet for dem er, at de ikke kan tegne et dansk abonnement, da det kræver både CPR-nummer og dansk adresse.

Et par udbydere har dog efterhånden skruet muligheder sammen, så eksempelvis turister og udlandsdanskere kan få adgang til nettet via USB-modem og forskellige former for løsninger med taletidskort eller forudbetalte løsninger.

En forbruger fandt frem til en passende løsning via vores hjemmeside, men kundeservice benægtede, at det var et produkt, de havde, da han kontaktede dem. Han ringede derfor til os, og vi fandt sammen frem til produktet via udbyderens hjemmeside, så han kunne få sit USB-modem og dermed netforbindelse, næste gang han kom til Danmark.

Kundeservice ved ikke alt

Konklusionen er ikke, at du skal tro, alt hvad kundeservice siger er forkert, eller at du skal gå mod hver eneste lille oplysning med skepsis. Men brug din sunde fornuft, og hvis du har indtrykket af, at noget er forkert, bør du altid selv undersøge det. Der kan være stor forskel på erfaringen ved den enkelte medarbejder, og med de store mængder produkter udbyderne har, er det kun logisk, at kundeservice af og til må komme til kort.

Heldigvis sker det sjældent, at de decideret prøver at snyde dig med forkerte oplysninger, som de dog umiddelbart gjorde i den første af de tre sager i dette indlæg. Ofte kan du dog faktisk få gode og ærlige oplysninger om eksempelvis dækning og produkt, og vi hører også jævnligt om kunder, der fortæller, de har været i kontakt med udbyderne, der har fortalt mere detaljeret og kritisk om dækningen, der hvor de bor, end hvad der fremgår af dækningskortene.

Men alt andet lige bør du altid have et vist kritisk synspunkt omkring oplysningerne, og udbyderne fortæller dig næppe om de bedre muligheder, du vil kunne finde ved en anden udbyder – især bør du være kritisk, når det er sælgere, du er i kontakt med, da de typisk får bonuser pr. salg, og det er tydeligt på eksempelvis Trustpilot, at sælgerne indimellem bliver lidt for kreative i deres oplysninger – eller i hvert fald “uheldigvis” får formuleret sig på en måde, der er ekstremt let at misforstå.

Så undersøg altid markedet, og er du usikker på oplysningerne fra kundeservice eller sælgere, er du også altid velkommen til at kontakte os, så vi sammen kan finde frem til dine bedste muligheder og om oplysningerne er korrekte.

Sammenlign priser fra 20 internetudbydere

Gå til prissammenligning