Hvis bare jeg kunne få fiber…

Det er en tanke, som vi ofte støder på. Og fiber giver potentielt mange muligheder, men det er især på den lange bane.

Rigtigt mange almindelige forbrugere har endnu ikke på nogen måde brug for fiber. For enkelte personer kan det dog være en super interessant mulighed.

Streaming er en af de få krævende aktiviteter, som den almindelige brugere laver, og selv her behøver man ikke fiber. Netflix kommer snart med 4K formatet, også kaldet Ultra HD. Det vil naturligvis kræve hurtigere forbindelse, og ifølge Netflix vil det som minimum kræve 15 Mbit. Det kan man allerede nu modtage via kobberforbindelser en del steder, men det er langtfra overalt, og har man flere computere på nettet samtidig er det for alvor ved at presse hastigheden.

For overhovedet at kunne få noget ud af formatet vil det dog for mange kræve en ny skærm – de fleste fjernsyn understøtter således ”kun” det almindelige HD-format – i stedet skal man altså have et 4K fjernsyn.

Udover dette er der ikke mange områder, hvor der reelt er brug for fiber. KMD har eksempelvis stået for et system til videokonsultationer, og her er kravet omkring sølle 0,5 Mbit i både download og uploadhastighed – og KMD kører ifølge Version2 allerede nu med HD-konsultationer med kun 0,8 Mbit.

Systemet er netop udviklet på grund af udfordringer med især uploadhastigheden. Kravet var nemlig oprindeligt på 1,5 Mbit, men efter det er sænket til 0,5 Mbit er det kun et meget lille problem, og man har også haft tilfredsstillende resultater med endnu lavere uploadhastigheder.

Kobberet kan altså fint fungere med KMD’s konsultationssystem – også i de fleste yderområder.

Måske bliver det endda snart muligt at få op mod 100 eller endda 200 Mbit i både download og uploadhastighed på det traditionelle kobbernetværk. I hvert fald forsøger man at udvikle teknologien, og allerede nu er det vedtaget, at TDC skal åbne for en ny teknologi, der gør det muligt at komme op på 100 Mbit, men også andre teknologiske udviklinger er på vej.

Det er dog også værd at bemærke, at fiber heller ikke har nået sit maksimum. Eksempelvis tester man i nordjyske Dronninglund hele 900 Mbit hos fiberbrugerne. En hastighed der får selv de mest krævende nørder til at have mundvand helt ned til anklerne.

Hvorfor så overhovedet få fiber?

Fiber er stadig kun nødvendigt for få. Det giver primært mening, hvis du vil synkronisere store mængder data eller hvis du af andre grunde har brug for høj upload. Priserne efter etablering er dog ofte konkurrencedygtige også med lavere hastigheder hos andre udbydere, og for relativt få penge hver måned, kan man ofte få langt hurtigere internet. Samtidig er fiber også lidt mere anvendeligt til spil over nettet end kobberbredbånd – særligt hvis kobberforbindelsen er presset meget op i fart.

En af de store udfordringer for fiber er, at det skal skabe sit eget marked. De øvrige teknologier kan ikke konkurrere med især uploadhastigheden, og det er ikke kun positivt. Da mange fortsat ikke har fiber, giver det nemlig ikke meget mening at udvikle ting, der kun kan benyttes på fibernettet.

Det er lidt samme udfordring som elbiler: det kan ikke betale sig at lave steder, du kan lade bilen op, hvis kundesegmentet ikke er stort nok. Der bliver heller ikke lavet ligeså mange applikationer til Windows phone, fordi der er markant færre brugere sammenlignet med Android og Iphone.

På samme måde er det altså i nogen grad med fiber. Der er ikke kunder nok til, at det giver mening at lave løsninger isoleret til gruppen. Gruppen af fiberbrugere i Danmark vokser dog stødt, og stille og roligt vil der givetvis komme flere og flere tjenester, der ikke behøver at fokusere helt så meget på at have laveste fællesnævner med. Netflix udvikling af Ultra HD er et glimrende tegn på, at markedet er ved at være klart til yderligere fokus på fiberbrugere, selv om mange også kan udnytte mulighederne uden en fiberforbindelse.

Indtil videre er fiber dog stadig kun reelt nødvendigt for de få. For nogle enkelte brugere kan fiber gøre en enormt stor forskel i hverdagen. Men for de fleste af os er det stadig en luksus, som vi reelt ikke har brug for – men spørgsmålet er, hvor lang tid der går, før fiber reelt er en nødvendighed, hvis man vil fungere i samfundet. Ser vi ti år tilbage havde internettet først lige så småt slået igennem, og en del var stadig ikke på nettet. I dag kan man dårligt være en del af samfundet uden en brugbar internetforbindelse. Hurtigere end vi tror, kan der komme tjenester, der gør det nødvendigt med markant højere hastigheder. Og så kan vi alle pludselig få travlt med at komme på fibernettet.

Mere viden

Læs om Ultra HD fra Netflix hos Computerworld.

Læs om KMD’s videoløsning hos Version2

TDC skal åbne for 100 Megabit på kobbernettet – læs nyheden hos Version2.

Læs vores nyhed om mulighed for 200 Mbit internet.

Læs vores nyhed om 1 Gbit internet i Dronninglund.

Sammenlign priser fra 20 internetudbydere

Gå til prissammenligning