Husk at lukke ned for teknologien

I en tid hvor teknologi tager mere og mere fokus, og hvor det er vigtigt at være online hele tiden, er også vigtigt at huske at slukke udstyret.

For bare 20 år siden fyldte internettet ikke særlig meget – mange havde aldrig været på det, men man var så småt bevidst om, at her lå en vigtig brik i fremtidens samfund. Få forstod fuldt ud, hvad internettet var, og mulighederne var også stadig begrænsede.

I Danmark kom vi så småt på nettet med 56k modem, og de fleste husker stadig den klassiske lyd, når vi ”ringede op” til nettet, blokerede for telefonlinjen, og skulle skynde os og gøre det kort, fordi vi betalte for hvert minut, vi var på.

Mobiltelefoner var også så småt ved at vinde frem. Selv fik jeg min første telefon i 2002 – jeg var en af de absolut sidste i min omgangskreds, men i 1999 var der stort set ingen, jeg kendte, der havde telefon endnu.

I dag er vi på hele tiden. Mange tjekker sociale medier flere gange dagligt – måske er der sket noget de sidste 5 minutter? Måske har vi skrevet en besked vi afventer svar på?

For mange er SMS’er blevet umoderne, og i stedet ”snapper” man, skriver via Facebooks messenger app eller noget helt tredje. Tit kan man ligefrem se, hvis den anden har læst beskeden – og hvorfor har de så ikke svaret? For det tænker vi måske selv, hvis folk ikke svarer.

Giv hinanden tid

Vi er en generation af voksne mennesker, der ikke er opdraget i internet og telefoner. En stor del af os er opvokset i en barndom, hvor internet og mobiltelefoner ikke var en ting. Vi ringede over fastnettelefonen og aftalte ting, og der blev lavet klare aftaler.

Der var ingen voksne, der var opmærksomme på vores mobil- og internetvaner, for det fandtes reelt ikke.

Mobiltelefonen giver unægtelig fordele, men det er også vigtigt vi ikke bliver afhængig af den, og forventer vi hele tiden kan få fat i hinanden. Og det skal vi være med til at give videre til kommende generationer.

Og i bund og grund er pointen, at det også er vigtigt vi selv giver slip på telefon og internet, kobler fra, og glemmer at der er mennesker, der måske vil have fat i os.

Nyd i stedet dem du sidder med – og selv hvis du er alene, er det vigtigt ikke at have et behov for at være ”på” hele tiden – glem teknologien i både korte eller lange øjeblikke.

Skal telefonen lige op af lommen?

Kan du sidde ved aftensmaden uden at have telefonen ved siden af dig?

Kan der af og til gå flere timer, uden at du kigger på telefonen – måske endda uden at du ved hvor den er?

Kan du gå i seng uden at ligge med telefonen i en halv times tid, for at blive debriefet – bare hvis nu der skulle være sket noget?

Kan du se en film eller tv uden at snige telefonen op af lommen for at tjekke Facebook, Instagram eller Snapchat?

Hvis du er på besøg ved nogen, kan du så holde dig fra telefonen i flere timer, eller sidder I pludselig alle med telefonen oppe og stirrer på skærmen?

Hvis ingen af disse scenarier sker for dig, så er der sikkert ingen problemer. Og der er heller ikke noget galt i at falde i fælden af og til, eller sidde klistret til skærmen i ny og næ. Men hvis du har svært ved at give slip på telefonen skylder du dig selv ekstra meget, af og til at koble fra.

Slukke telefonen, glemme internettet og bare nyde analog hygge, i form af socialt samvær, en god film eller ked dig lidt, mens du er langt væk fra IT-hverdagen – det er faktisk sundt.

Og nu vil jeg smække computeren i.

Sammenlign priser fra 20 internetudbydere

Gå til prissammenligning