Hvad er egentlig den vigtigste forbrugernyhed?

Ved årsskiftet spåede vi her på Bredbåndsmatch, at 2015 ville blive et spændende bredbåndsår.

Det første halve års tid har ikke ført til løbende mundvand over betydningsfulde nyheder. Men den seneste måned er de store nyheder begyndt at komme frem.

YouSee lovede de vil åbne for bredbånd uden tv, og efter en uge kom Stofa med samme melding, og samtidig faldt Telenor og Telia fusionen i sidste uge til jorden. Lidt overset men også væsentligt fik Net1 åbnet for deres 4G-netværk.

Selv om TDC reelt ikke er nævnt direkte i de seneste nyheder, er det dog dem, der har de største bekymringer over de seneste mange ændringer – og det er ikke kun via deres ejerskab af YouSee.

Ingen fusion – uroligt marked

Telenor og Telias manglende fusion er den mest mærkbare nyhed, selv om den reelt betyder, at situationen forbliver status quo, efter EU-godkendelsen aldrig kom.

Man kunne ganske enkelt ikke blive enige med EU-kommissionen om vilkårene, og det betyder, at danskerne fortsat skal forholde sig til de to selvstændige brands.

Om det er godt eller skidt for forbrugerne, kan der være mange meninger om. Nogle mener, at priskonkurrencen fortsat er sikret, og at det er positivt. Andre vil mene, at prisen kunne presses yderligere, hvis Telia og Telenor blev til én samlet muskel i kampen mod TDC – en muskel, der i øvrigt stadig ville være mindre end TDC efter en fusion.

En del ser dog også TDC, som den store taber. Mange ventede nemlig, at Telia og Telenor ville gå ind i en mere indholdsfokuseret kamp, hvor fokus ville være på kvalitet, og det ville betyde, at priskrigen måske ville blive mindre intens på markedet – og netop den intense priskrig er et tilbagevendende emne, når TDC beklager sig over situationen i Danmark.

Hvis man tænker, at der efter de skrinlagte planer nu er ro på markedet, kan man godt tro om igen

Hvis man tænker, at der efter de skrinlagte planer nu er ro på markedet, kan man godt tro om igen.

Mange mener fortsat, at de fire store udbydere – TDC, Telenor, Telia og 3 – bør blive til tre for at finde ro på markedet og øge interessen i at investere i bedre netværk og tjenester.

Mange spekulerer i, om 3 vil søge mod fusioner eller ligefrem opkøb af Telenor eller Telia. Her bør det være lettere at få EU-godkendelse, da 3’s størrelse i Danmark er markant mindre – men omvendt vil det sikkert heller ikke være en gnidningsfri proces, og med delt netværk mellem Telia og Telenor er det også til at få øje på andre problemstillinger.

Det ligger dog i kortene, der sker ændringer, og det blev også understreget, da Telia og Telenor i en fælles pressemeddelelse oplyste, at de begge fortsat ”vurderer strategiske muligheder i det danske marked”.

4G til yderområderne

Midt i de store nyheder har mange overset, der er åbnet for 4G hos Net1. Nyheden kom allerede i 2014, og i foråret meldte man ud, at det ville blive åbnet fra slutningen af august.

Få har skrevet eller talt om det, og der er da i øvrigt også mange grunde til at være kritisk. Hastigheden er kun op til 30 Mbit under optimale forhold, og nettet er ikke åbnet til mobiltelefoni – i hvert fald ikke endnu. Samtidig er prisen for data højere end via traditionelt mobilt bredbånd, og de største datapakker er kun på 50 GB.

Det nye 4G er dog især en gave for de titusindvis af danskere, der stadig må nøjes med et par Mbit på de traditionelle kablede teknologier. Net1’s teknologi betyder nemlig, at de stort set dækker overalt.

Der er dog stadig begrænsninger, og derfor skal armene ikke for højt op i jubel. Den største pakke er stadig for lille til intensiv videostreaming, og trådløse teknologier er stadig ikke optimale til en del spil over nettet. Alt i alt skal der med andre ord ikke være specielt avancerede krav fra den lille familie, før Net1’s pakker og løsninger viser svaghedstegn – og det uden at se på den høje pris.

I sidste ende skal Net1 derfor ses som en alternativ plan, men virkeligheden er samtidig, at de en del steder leverer den højeste hastighed. Og det kommer de øvrige nyheder den seneste måned ikke til at ændre på.

Desværre er der også lang vej til, at bredbåndsmålet i 2020 fra den tidligere regering kan løses i udkantsdanmark. Her og nu må man sande, at Net1 på den korte bane er det tætteste mange kommer på bredbåndsvisionen – men det ligger ikke i kortene, at det bliver Net1, der går hele vejen.

Bredbånd uden tv kan let overvurderes

Mens 4G fra Net1 har været overset fra mange medier, har der til gengæld været skrevet meget om først YouSees beslutning om at åbne for bredbånd uden tv, og senere Stofas identiske beslutning en uge senere.

Endnu ved vi intet om priser, og spørgsmålet er, om der er penge at spare i forhold til kobberteknologien, hvis man ikke har tv-pakke. Uanset hvad er det en positiv nyhed, at man nu har friere valg mellem kobber, coax og evt. fiber, men det er reelt ikke her, den bedste nyhed ligger gemt.

YouSee har længe været presset til at åbne reelt op for nettet for konkurrenter, da de er ejet af TDC, der har markante markedsandele på bredbåndsområdet. Nettet har godt nok principielt altid været åbent, men vilkårene har været for ringe, når udbyderne også skulle forhandle tv-pakker, og derfor har ingen hidtil udnyttet adgangen.

Men det er netop konkurrenternes adgang til YouSee-nettet, der bliver interessant at følge, og det er det, der har betydning for bredbånd i Danmark

Andre løsninger har været på bordet, men i sidste ende er det ikke spor overraskende, at man i stedet nu helt har åbnet for bredbånd uden tv – og dermed formentlig også har gjort adgangen lettere for konkurrenter. Der er også flere andre tekniske grunde, der har talt for, at bredbånd uden tv skulle komme nu via kabel-tv.

Men det er netop konkurrenternes adgang til YouSee-nettet, der bliver interessant at følge, og det er det, der har betydning for bredbånd i Danmark.

TDC har jævnligt været kritiseret for ikke at udbrede fiber nok i Danmark. Ifølge en rapport fra Erhvervsstyrelsen kan en af grundene være, at TDC ganske enkelt ikke har haft grund til at konkurrere med deres egen coaxteknologi, som de hidtil har haft for sig selv i YouSee-land. Med flere udbydere på coax, vil man ikke udelukkende tage kunder fra sig selv i disse områder, hvis man udbreder fiber.

I sidste ende er det dog noget, der kun kommer de forbrugere til gode, der i forvejen kan få forbindelser, der lever op til den tidligere regerings målsætning om, at alle danskere skal have adgang til 100/30 Mbit i 2020. Flere kan godt nok fremover gøre det uden tv-pakke, men det ændrer ikke på det store spørgsmål: hvordan får vi de sidste med?

Sammenlign priser fra 20 internetudbydere

Gå til prissammenligning