Udbyderne glæder sig over bredbåndsudspillet

Teleudbyderne er generelt rigtigt godt tilfredse med det udspil, som regeringen håber vil være med til at fremme den teknologiske udvikling på bredbåndsområdet i Danmark.

Der er da også flere tiltag, der skal gøre det markant lettere for udbyderne. Blandt andet er der fokus på at udnytte tidspunkter, hvor der skal udføres gravearbejde, der kan udnyttes af internetudbyderne, ligesom der er fokus på at give mulighed for at stille krav om dækning, når der er bredbåndsudbud samtidig med der er fokus på klarere regler for udlejning af masteplaceringer. Og udbyderne jubler over forslagene, skriver Version2 i dag.

Blandt andet er man godt tilfredse ved Telebranchen, der er en fælles organisation, der har en stor del af internetudbyderne som medlem.

– Det er udtryk for en minister, der har lyttet til de input, der er kommet fra forbrugere og branchen. Det vil gøre det lettere at rulle infrastruktur ud i landet. Vi er meget tilfredse, siger Jakob Willer til Version2.

Også glæde hos Waoo!

Generelt har der ofte været utilfredshed med politikernes linje, og blandt de skarpeste kritikere har været Waoo! De har blandt andet kritiseret andre udbyderes markedsføring af hastigheder som ”op til” – det har forbrugerombudsmanden allerede rettet, og med udspillet fra regeringen er der igen noget at glæde sig over hos Waoo!. Blandt andet er der kommet mål for uploadhastigheder og opmærksomheden på at udnytte gravearbejde bedre – begge ting der er særligt interessant for fiberudrulningen.

Derfor glæder man sig da også hos Dansk Energi, der er talerør for Waoo!

– Det er virkelig positivt, at kommunerne nu får værktøjer til at fremme udbredelsen af hurtigt bredbånd. Allerede i dag lægger kommuner kabler ind til egne institutioner som eksempelvis biblioteker, sundhedshuse og folkeskoler med fibernet. Og med over 1.400 danske folkeskoler, hvor mange fortsat har smalbåndsforbindelser, er der rigeligt at tage fat på, siger Thomas Woldiderich, der er chefkonsulent for Dansk Energi i en pressemeddelelse.

Der er dog også plads til at drømme større fra Dansk Energis side.

– Vi opfordrer til at gøre som i Sverige og indtænke højhastighedsbredbånd i Bolig-Jobordningen. Det vil være mere vækstskabende og langsigtet end hækkeklip og hovedrengøring, som i dag er omfattet af ordningen. Derudover savner udspillet et større fokus på, hvordan vi får styrket konkurrencen på kabelbaseret bredbånd, hvor Danmark er europæisk bundskraber, siger Thomas Woldiderich.

Mere viden

Læs Bredbåndsmatch.dk’s artikel om bredbåndsudspillets indhold

Læs version2’s artikel med reaktioner på bredbåndsudspillet

Læs Dansk Energis pressemeddelelse i forbindelse med udspillet

Sammenlign priser fra 20 internetudbydere

Gå til prissammenligning