Første 3G-master er nu delt mellem Telia og Telenor

Siden slutningen af marts har Telia og Telenor delt 4G-master, og nu er første skridt tage på 3G-området. I Aalborg har man således siden i nat haft fælles netværk. Det oplyser Telenor i en pressemeddelelse.

Og hos Telenor er man sikre på, at kunderne vil opleve kæmpe forbedringer i takt med, at delingen bliver gennemført for resten af landet.

– En så stor dækningsforbedring, som vi har skabt her i Aalborg centrum ved at lægge to netværk sammen, ville det normalt tage tre til fem år at opnå – hvis vi da overhovedet kunne få de nødvendige byggetilladelser og lejekontrakter og finde den nødvendige finansiering, siger Telenors netværksdirektør Richard Stigaard.

Især Telenor har umiddelbart været efter de øvrige udbydere både på 3G- og 4G-området, men med den nye sammenlægning ser det ud til, at Telia og Telenor i fremtiden kan stå som det stærkeste netværk på i hvert fald 3G-området.

Markant bredere dækning

Telenor vil på landsplan gå fra 2400 3G-master til 3900. Nogle master vil blive taget ud af brug, hvis man eksempelvis i forvejen har master på samme placering.

Telenor mener, at 3G-sammensmeltningen mindst vil have samme betydning for kundeoplevelsen, som det havde da 4G-netværket blev åbnet. Blandt andet fremhæver Telenor, at 3G også kan bruges til tale, mens 4G kun kan bruges til dataoverførsel.

I nat var 3G-netværket hos Telenor helt lukket i nogle timer, mens der blev arbejdet på at sammenlægge masterne. I morges kunne aalborgenserne vågne op til de nye master, som man forventer giver markant bedre dækning på sigt. I første omgang kan der dog være mindre problemer de kommende dage.

– Vi laver i realiteten et helt nyt netværk i Aalborg centrum på basis af de master, som Telenor og Telia hver især havde i forvejen. Nu skal vi i gang med at efterjustere antennerne på de mobilmaster, der står i Aalborg centrum, så vi opnår den bedst mulige dækning. Indtil vi er færdige med finjusteringen, kan mobilnettet lokalt opleves som lidt mindre stabilt, end det plejer. Til gengæld bliver mobildækningen i Aalborg centrum bedre end nogensinde, når vi er færdige, siger Richard Stigaard.

Delingen udvides løbende

Telenor oplyser i pressemeddelelsen, at man nu løbende vil dele master flere steder i Danmark i de kommende måneder. Man oplyser, der ikke er nogen eksakt tidsplan, men at de eksisterende kunder vil blive oplyst i takt med, at projektet bevæger sig frem. I første omgang melder man, at resten af Aalborg-området vil følge efter.

Telenor har tidligere oplyst, at man forventer at 3G-dækningen vil gå fra at dække 90 procent af befolkningen til 99 procent af befolkningen. Tidligere udmeldinger fra Telenor har indikeret, at man forventer at have gennemført sammenlægningen i starten af 2014.

Mere viden

Læs Telenors pressemeddelelse

Læs vores nyhed, da 4G-netværket blev delt

Læs vores nyhed, da det blev annonceret, at Telia og Telenor vil dele netværk

Sammenlign priser fra 20 internetudbydere

Gå til prissammenligning